Samarbejde mellem MAN og Uggerhøj
Uggerhøj går ind i lastbilsforretningen
FREDERIKSHAVN: Virksomheden MAN Truck & Bus Danmark har netop indgået et samarbejde med Uggerhøj-koncernen, for at komme endnu tættere på kunderne.
- Beslutningen om at indgå et samarbejde med en ny forhandler, er helt i tråd med MANs strategi, om at udvikle et endnu stærkere netværk i Danmark, til glæde for vores mange kunder. At valget er faldet på Uggerhøj er ikke en tilfældighed, da de med deres yderst professionelle og kompetente tilgang til person- og varebilsmarkedet, har bevist at de kan løfte opgaven. Kundetilfredshed er et vigtigt parameter hos MAN og her kan vi sikkert også tage ved lære af personbilbranchen, så vi ser frem til at komme i gang med samarbejdet, siger Thomas Skousgaard, der er ansvarlig for udvikling af MANs forhandlernetværk.
Hos MAN er man bevidst om, at skal der opnås succes med at drive et moderne MAN bilhus, med salg og service af både lastbiler, varebiler og busser, og konstante krav til investering i både anlæg og varelager samt kundetilfredshed, så kræves der et vist økonomisk fundament, ligesom alle stordriftsfordele skal kunne udnyttes.
For at sikre, at de rette betingelser for succes er til stede, har MAN valgt at sælge sin filial i Svenstrup til Uggerhøj koncernen, der samtidig også fusionerer med serviceværkstederne i Poul A. Olesen A/S, som har afdelinger i Frederikshavn, Hjørring og Thisted.
Derved bliver MAN Nordjylland A/S allerede fra start en stor MAN forhandler med fire afdelinger, placeret geografisk i hele Nordjylland.
- Vi har igennem 65 år solgt personbiler af forskellige mærker til vores kunder i hele Nordjylland. Vi har stor erfaring i at drive bilforretning og glæder os til nu at udvide aktiviteterne til også at omfatte lastbiler, varebiler og busser.
- Vi mener at vi kan overføre vores erfaring og vores værdier om god kundeservice til vores nye selskab MAN Nordjylland A/S, der skal drive lastbilforretningerne.
- At investere i hele fire nye lastbilhuse har været en stor beslutning for os og en ikke helt ubetydelig investering. Derfor går vi 100 procent efter at lykkedes. Vi glæder os til at tage imod vores nye kollegaer samt nuværende og kommende last- og varebilskunder, siger direktør Sten Uggerhøj.
Efter planen sker overdragelsen af de fire MAN forretninger 1. december 2018.
MAN Nordjylland A/S vil fremover beskæftige ca. 50 medarbejdere i Aalborg, Frederikshavn, Hjørring og Thisted.
Både værkstedspersonale og salgskonsulenterne har stor erfaring med at servicere MANs mange kunder i Nordjylland.
- Vores fælles kompetencer inden for salg og service og et stærkt lokalkendskab vil gøre MAN endnu stærkere i Nordjylland, siger direktør Carl Henrik Houmann i Poul A. Olesen A/S.